fredag den 4. maj 2012

Dét at være en Nicklas i Adelaide

Hej Verden!

Her i Australien går det fortsat godt. I går aftes donerede Lucy og jeg blod til Røde Kors - sikke en god følelse man har bagefter, og, og, og  - det er jo også vigtigt at man får GRATIS cola og snacks (ost, mars-bar, sandwhiches osv.) efter donationen. Det er noget studerende godt kan li'.
Det er obligatorisk for hver eneste studerende på vores college at man i løbet af hvert skoleår optjener 10 'community hours' - d.v.s. frivilligt arbejde. Det kan man bl.a. optjene ved at donere blod/plasma, hjælpe til ved lokale fodboldkampe ved at dirigere biler til parkeringspladser eller ved at samle ind for røde kors, og der er mange andre muligheder. I november kan man deltage i et velgørenhedsprojekt ved navn 'Movember'. Man samler penge ind til kræftens bekæmpelse (tror jeg nok) vha. donationer og til gengæld gror man et overskæg uden at barbere det hele november måned - det bliver spændende at se hvor meget overskæg jeg kan gro med mine gener ... ;-).
Ellers går det fantastisk med mit studie. Jeg har klaret mig rigtig godt i mine prøver og mine afleveringer indtil nu og arbejder fortsat hårdt. Mit studie er rigtig interessant! At snakke engelsk HELE tiden er stadig til tider en udfordring og som jeg siger til Lucy og mine kammerater:' En urimelig god dag for en udlænding er en dag hvor du forstår ALT og formår at kommunikere ALT til ALLE uden problemer.'   - dem er der ikke så mange af, men til gengæld lærer man hele tiden og hver eneste dag - og det er da luksus!
På vores t-shirts fra vores kollegie står der:' The best keeps getting better'. Og det skal jeg så sandelig love for!  Livet på vores college er super fantastisk og bliver kun bedre og bedre. Det meste af nervøsiteten som lurede rundt om hvert eneste hjørne i starten, er nu forsvundet og blevet erstattet af gode kammerater og en rutine som giver mere tryghed.
I aften har nogle kammerater og jeg aftalt at den står på playstation og cola - og så har jeg overtaget farfars rolle, som taxa chauffør, når Lucy og hendes veninder skal køres til og fra fejringen af jordmoder-studiets jubilæum ved Flinders University.
I morgen aften er der stor religiøs masse hvor alle elever forventes at deltage. Det er som regel en god mulighed for at snakke med mennesker som man ikke nødvendigvis snakker med hver eneste dag, maden er som regel lidt bedre og der følger som regel et glas vin med til maden.  Så kan man godt lige overleve en halv times prædiken ;-).
Lørdag d. 26 Maj får Lucy og jeg besøg af lucys forældre, Wendy og Trevor. Om aftenen skal vi se vores fodboldhold 'Collingwood Magpies' spille mod det lokale hold 'Adelaide Crows' - det skal nok blive en god kamp og det glæder vi os til.
Den næste måned ser travl ud og kalenderen er fyldt op med spændende events, afleveringer, aftaler og snart er der eksamener!!! (kuldegysninger), men det skal sku' også nok gå :-)!

Hej så længe Danmark!

Untill next time.

Mit værelse - man glemmer aldrig helt hvor man hører til.

Flinders Universitet #1

Flinders Universitet #2
College event - Pondshow - gruppebillede

Påske i Bendigo. Kinesisk parade.